Her på matriklen bliver der oftest vasket tøj om søndagen, og hvor der længe har været stor overvægt af mørkt tøj begynder balancen lige så stille at rykke mod lyst tøj, og jeg ved af erfaring, at den lyse vask til sommer er langt den største.

Jeg er glad for, at det er blevet lidt mere forårsagtigt, men jeg må sige, at jeg også har ganske godt tilfreds med vejret de forrige par måneder. Jeg synes det var dejligt med lidt rigtig vinter. Og det gør jo netop også, at man virkelig kan mærke, at det er ved at blive forår nu - og ikke bare en lidt lysere version af vinterens regn og slud.

Der er jo lige blevet strøet Michelin stjerner ud over DK, og det kan man da kun blive glad af. Men det mindede mig altså også om, at servicen ikke alle steder er lige god og at jeg godt kan være tilbøjelig til at give Billt Cross ret i, at det er for dyrt at gå ud at spise i DK at servicen er for dårlig.

Tænk, at et sted som den lokale kaffebar (Riccos kaffebar på Frederiksberg) tillader sig at nægte at servere kaffe selvom de ikke har lukket. (Det skal lige tilføjes, at skrev et par klagemails til Ricco som svarede, at han ville indskærpe overfor driften, at det ikke måtte ske igen)

Hos Oubæk har de altså virkeligt en virkelig vidunderlig bearnaise (bla), og så bærer man over med deres mindre end høflige betjening. Dvs jeg kan måske godt finde mig i, at blive svinet lidt til af betjeningen, men min grænse var nået, da min mor (som er en pæn, lidt ældre dame der ikke kunne gøre en flue fortræd) helt uretfærdigt blev svinet til. Så var det slut med at handle bernaise dér!

Jeg er meget vild med den mad de serverer på Fiskebaren og sidst jeg var der havde vi en meget sød tjener, men sådan er det desværre ikke altid. De har også en tjener ansat der lidt får en til at føle, at man er til besvær og at han ikke kan lide en. (Det er ikke fordi jeg gerne vil have, at tjenere skal elske mig, men det er en mærkelig følelse at sidde med, når man har en fornemmelse af, at tjeneren ikke kan lide én)

Det er jo ikke fordi jeg er rigtig sur over service-niveauet i DK, men jeg synes måske godt man kunne stramme op. Og når jeg nøvner ovenstående steder, så er det jo fordi jeg synes, at de har gang i rigtig mange gode ting men lidt spænder ben for sig selv ved ikke at være tilstrækkeligt søde og høflige og servicemindede.

Jeg arbejdede hjemme forleden og var derfor i butikker i nærmiljøet i dagtimerne og kors! hvor var der mange tosser! Jeg konkluderede, at det kun var tosserne der havde mulighed for at handle i dagtimerne og derfor udnyttede det.

Men efter lidt aftenhandlen i går gik det op for mig, at der nok er lige så mange tosser i butikkerne om aftenen. De forvinder bare lidt mere i mængden pga alle os andre ikke-tossede aftenshoppere.

Når jeg læser en artikel som denne får jeg en voldsom lyst til at tage til Italien. Jeg er måske nok mere til den version af Italien, hvor man går med meget store solbriller og stiletter, men jeg elsker også de elementer af det gamle* Italien der gennemsyrer samfundet.

Det minder mig om da jeg boede i Italien og min (danske) veninde fandt ud af, at hun var nødt til at ryste køkkenbordsdugen ud over altanen lige som alle de andre damer i gaden for at være opdateret. Det var den måde hun fandt ud af, hvor hun skulle købe den friskeste fisk, hvem der var flyttet ud eller ind i gaden og at årsagen til, at hun ikke havde fået post de sidste par måneder var, at postbudet var gået på pension (!)

*Og som man virkelig ikke skal tage fejl af. Det er sjovt og hyggeligt og lækkert når man er i Italien som turist, men det er absolut en bremse for det liv moderne kvinder kan have i DK

Hjemme på matriklen har vi begge hver sine sære ting vi nørkler med. Jeg har jo feks en blog, og CB er vældig glad for at tegne. Senest er han begyndt at lave nogle tegninger af en der hedder Skøre [mit rigtige navn]. Aner ikke, hvem hun er eller hvor han får inspirationen fra men her er en af tegningerne (med kaffe fra Fru Jensen, chips og dip og rundstykker, så der bliver virkelig hygget!):

For efterhånden længe siden investerede jeg i nye løbesko, og det var lissom det. Jeg gik ikke hen og på mirakuløs vis blev marathonløber.

For nylig genoptog jeg løbeforsøget igen - nu med løbe track list på min iPod. Jeg havde forsøgt at lave en liste der afspejlede et fornuftigt løbetempo og indeholdt sange jeg rigtig godt kan lide. Det betød så også, at jeg kom til at løbe en del hurtigere end jeg plejer (fordi jeg plejer at være åh så forsigtig for ikke at få skader)

Og tænk! Med tempo og god musik gad jeg faktisk godt at løbe. Jeg er nok mere en spæner* end en jogger. Det der med at lunte roligt afsted er nok ikke mig, og måske er det bedre i første omgang at kunne spæne 1½ km i stedet for at lunte 5 km. Det er vel ikke så vigtigt, om det er hastigheden eller distancen man skruer op for som man bliver bedre? (især ikke hvis man aldrig nogensinde når at blive bedre fordi man ikke gider lunte)

*Omend spæner nok skal tages med et gran salt eftersom jeg jo ikke rigtig har dyrket det med at løbe i meget, meget lang tid.

CB spurgte i går om jeg ikke ser ret meget trashy tv for tiden. Jo! Helt bestemt! Jeg har set Paradise Hotel hver aften i denne uge og jeg er faktisk nødt til at optage noget af det trashy tv til senere tidspunkt fordi jeg jo ikke kan være på 2 kanaler samtidig.

Jeg shopper også rigtig meget tøj og rejser meget og træner meget og forsøger meget at få tid til at læse bøger (krimier - ren underholdning)

Min undskyldning er, at jeg kan. Jeg er (i denne uge) ikke belastet af at skulle arbejde til langt ud på natten, jeg har ingen børn jeg skal tage mig af og hente og bringe og jeg er ikke tynget af skyhøje faste udgifter. Men den slags ting kan jo lynhurtigt ændre sig, så det er om at udnytte det mens man kan! 

Jeg drager snart et smut til Berlin (i forbindelse med påskeren, hvor vejret altid har artet sig rigtig fint i Berlin for mig) og det bliver skønt!

Desværre er det lige lidt for tidligt i forhold til åbningen af SoHo House Berlin, som jeg glæder mig übermeget til. Det bliver fedt! Udsigten kommer til at blive fænomenal fra roof top baren!

Nå, men man må tage derned på et senere tidspunkt igen så

Lige et allersidste indlæg om Kvindernes Internationale Kampdag:

Der er jo ingen der taler om, at 1. maj skal dø eller nedlægges. For den er jo sjov og det er som regel godt vejr og man drikker øl. Det er jo sjældent særlig godt vejr 8. marts og jeg har ikke hørt om den helt store fest eller øldrikning i Fælledparken i forbindelse med kampdagen  

Jeg tror helt ærligt der blev bakket lidt mere op om kampdagen, hvis der var lidt mere yes-we-can! stemning over det i stedet for at være sure og synes de andre er dumme. Desuden er der over tiden blevet rodet lidt for meget betonkommunisme, lesbiskhed og grimt tøj ind i det der med at være feminisk

Jeg siger vi flytter Kvindernes Internationale kampdag til d. 18. juni og så fejrer vi det med Cosmopolitans, stiletter og højt hår!

Jeg må indrømme, at jeg ikke har gjort meget ud af Kvindernes Internationale Kampdag i går. Jeg har læst et enkelt indlæg, og så havde jeg egentlig tænkt mig at lade det være ved det, indtil jeg så at der også blev refereret til det i Børsen.

Indlægget er Anne Sophia Hermansens (som jeg som regel godt kan lide og som har nogle interessante holdninger) indlæg i Berlingske Tidende, og jeg synes ikke det holder. Jeg kan måske godt være enig i konklusionerne, men ikke i vejen derhen.

Anne Sophia Hermansen mener, at det er kvinders egen skyld at de ikke har ligeløn og ledelsesstillinger. Fordi de prioriterer anderledes. Og her er jeg meget enig. Min yndlingsfrase (efter Put your money where your mouth is) er There is no such thing as a free lunch, og det er måske nok noget nogle kvinder har glemt. Man kan ikke forvente høj løn, magt og indflydelse af en 25 timers arbejdsuge, hvor man også har tid til at hente børn tidligt og bage økologiske boller med dem.

Et spørgsmål jeg har lyst til at stille er dog, hvorfor det åbenbart primært er kvinder der vælger at prioritere på den måde? Er det fordi det simpelthen er meget sværere for kvinder at opnå ting end for mænd - uanset hvor meget arbejde og talent der kastes ind i arbejdet? Og at kvinder derfor giver op og bruger deres tid og energi på noget der er nemmere og mere givende end ambitioner.

Hvis vi i den grad har lige stilling og lige muligheder, hvorfor erklærer min (kvindelige) chef så, at det er et stort handicap at være kvinde i en ellers ualmindelig blød virksomhed med diversity strategi, kvindelige netværk osv osv?

ASH refererer også til BØV-mænd (Børnevoksne) som er yngre mænd der ikke kan tage sig sammen til at tage en uddannelse og derfor naturligvis ikke får en lederstilling eller en bestyrelsespost. Konklusionen er dermed, at når alle de gamle mandlige ledere og bestyrelsesmedlemmer går på pension, så kommer kvinder til helt automatisk. Det er måske nok rigtigt - hvis altså teorien om BØV-mændene holder (og jeg er altså ikke sikker på, at samtlige danske mænd har en fremtid som sutter)

(I øvrigt synes jeg det er bemærkelsesværdigt, at selv indenfor typiske kvindefag som lærer-faget og sygepleje-faget, der er det alligevel ofte mænd der kommer til ledelsen og magten.)

Jeg må sige, at jeg synes, vi går en grum fremtid i møde, hvis ASH får ret i den fremtidsvision hun tegner: en verden af BØV-mænd der ikke gider arbejde, kvinder der prioriterer fritid frem for arbejde og en enorm ældrebyrde. Hvordan skal det lige hænge sammen? (hvis vi skal have nogenlunde samme økonomiske niveau som nu)

Det er jo ikke en kamp om magt og inflydelse. Det er jo en flugt fra samme.

Min veninde og jeg talte forleden om buffeter og all inclusive, og hvor tæt på overfladen grådigheden bor. Der er ikke ret mange mennesker der kan modstå en kagebuffet eller all you can eat sushi convey belt uden at foræde sig - selvom man ellers på mange måder er et godt og til tider uselvisk menneske.

Og egentlig, når man tænker over det, så er der jo faktisk mange lighedspunkter mellem moderne ferieformer og en del dødssynder: Der er grådighed i form af all inclusive koncepter, dovenskab og - hvis man er heldig - også lidt hor.  

Jeg fandt forleden et lidt underligt øjenbrynshår. Det var ikke særlig tydeligt, fordi det var helt hvidt men til gengæld var det lidt langt og stift. Jeg overvejede, om det monstro kunne være et gråt hår*.

Jeg går ellers i min lykkelige naivitet og tror, at jeg ser ret ung ud (eller i hvert fald yngre end jeg er). Men på en eller anden måde har der vist været en tendens til, at folk har gættet min rigtige alder når jeg på det seneste har været i byen (og det er lidt usædvanligt OG stærkt bekymrende når man tænker på, at folk jo som regel skyder en til at være yngre end de virkelig tror man er, fordi man hellere vil se yngre end ældre ud).

Måske tynger alderen langt mere end jeg går og tror. Jeg tror jo feks, at jeg ikke har fået grå hår endnu, men hvad i alverden ved jeg om det. Jeg farver jo rask væk mit hår, så de grå hår der måtte være kan jeg ikke se. Jeg har et ret barnligt ansigt og er derfor ofte blevet skudt til at være meget ung pga af det.

Men tænk, hvis jeg nu er sådan en der på afstand ligner en 12-årig, men når man kommer tæt på kan man se alle rynkerne, og så ligner jeg en grotesk 92-årig!

*Og så skyndte jeg mig at fjerne det 

Champagneboy og jeg har ind i mellem talt om, hvad evt fremtidige børn skal hedde. Og for at sige det mildt: vi har lang vej igen!

Alle de navne jeg kan finde på og synes er fantastiske synes CB lyder som cirkusnavne, og især hvis man er kaldt mit yndlingsnavn så kan man kun ende med at blive den dame der bliver savet over i et trylleshow.

Til gengæld har jeg en stærk modvilje mod de pigenavne, CB finder på, fordi de er navne på piger der er blevet valgt frem for mig af tidligere flammer. Og selvom jeg jo ikke vil have nogen af de der tidligere flammer, så ved jeg jo alligevel dybt i min sjæl, at piger der hedder de navne er onde!

Uagtet at der jo lige skal børn på tapetet før ovenstående bliver rigtig aktuelt, har jeg fundet på en løsning: Jeg vinder i Lotto og bestikker CB med en Porsche 911 mod at navngive den førstefødte (og så kan CB's navn blive et mellemnavn)

CB synes jeg skal lade være med at træne fordi jeg arbejder så meget for tiden. Og jeg pjækkede også fra træning i weekenden selvom jeg ellers elsker min lørdagsrutine. Han er bange for, at jeg kører mig selv for hårdt, og det kan jeg da godt forstå.

Problemet er bare, at det med at køre hårdt på først er rigtig surt når det også går ud over de ting man rigtig gerne vil og som man får det godt af. Jeg kan sagtens vente med at se alle de serier jeg har optaget og jeg kan også godt vente med at læse nogle af alle mine bøger fra London. Men jeg skal helst ikke droppe træning og i stedet spise trøste-ostepops for bedre at kunne arbejde. Sådan fungerer det ikke.

Selvom der er travlt og der skal skæres i feel good tingene så kan der ikke skæres i det hele og så er det altså klogest ikke at skære i de ting der har størst effekt.

(Nu skal jeg selvfølgelig ikke være hellig og antyde, at jeg altid har haft en fantastisk work-life balance. Grunden til, at jeg ved dette om træning er jo naturligvis, at jeg i perioder har droppet træning. Og at droppe træning fordi man ikke har tid og energi til det er et faresignal. Så er der for meget on my plate og min fysiske tilstand bliver forringet)

Jeg tror da nok, der er nogen der i dag fortryder, at de i den grad brokkede sig over sneen. Eller det burde de i hvert fald. Det kan da godt være, at det er lidt bøvlet med sne, men det er jo så smukt. (Og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen virkeligt skulle foretrække gråt regnvejr frem for sne)

Jeg synes jo i virkeligheden det er rigtig sejt, at vi har haft rigtig vinter i år, og for min skyld må det gerne sne en måneds tid endnu. Vi bor jo trods alt ikke på en sydhavsø, og det er nok meget godt at blive mindet om det ind i mellem: Vi bor altså rigtig højt oppe på den nordlige halvkule, hvilket betyder at her er rigtig mørkt om vinteren og nogen gange rigtig kold (men ikke så koldt som der kunne være, takket være golfstrømmen). Men til gengæld har vi altså også nogle rigtigt fine og lyse somre som jeg i hvert fald ikke ville være foruden.