Min veninde og jeg var vældigt kloge i går (eller i hvert fald var vi vældig gode til at bakke hinanden op i, hvor kloge vi var i går)

Vi diskuterede konceptet Pige møder dreng. Dreng lader skinne igennem, at han ikke kommer til at tage den store tørn på hjemmefronten hvis der kommer børn til husstanden. Pige og dreng får børn. Dreng er usynlig på hjemmefronten. Pige bliver skidehamrende sur og utilfreds. fordi min veninde for nylig har mødt en skidehamrende sur og utilfreds pige. Min veninde spurgte, om pigen ikke havde luret, at drengen ville ende med at blive sådan, og det havde hun da sådan set.

Her er det så, at min veninde og jeg undrer os. Hvorfor vælger man sådan en mand? Tror man han ændrer sig? Tror man, man med tiden vil synes det er tip top dynamolygte at klare alt derhjemme? Eller tænker man, at alle mænd alligevel er sådan, så man kan lige så godt springe på ham her som alle mulige andre?

Personligt synes jeg, at mænd der ikke laver noget derhjemme, som ikke tager barsel, som ikke kan passe deres børn, som ikke køber ind, som ikke kan hente børn og køre til svømning og gymnastik og spejder og hvad ved jeg. De er ikke mænd. Man er ikke en mand, hvis man ikke kan tage ansvar.

Heldigvis har jeg det sådan, at den slags mænd efterlader mig kold. Jeg bliver ikke specielt gal eller forarget, men hvis vi absolut skal tale om følelser i forbindelse med den slags mænd, så er det iskold foragt.

Men, siger min veninde, der er jo nogle der skal tage de dårlige mænd. Og det er så her jeg godt kan blive lidt vred på mine medsøstre. For grunden til, at der er så mange dårlige, uansvarlige og dovne mænd i omløb er jo, at de bliver afsat.

Markedskræfterne er min gud og jeg er overbevist om, at det er vha efterspørgsel vi skal styre udbuddet af mænd. Hvis de mænd der ikke tager ansvar overhovedet ikke kunne finde en kæreste (måske bortset fra en etbenet pige som egentlig oprindeligt var en dreng der hed Henning) så er det da 100% sikkert, at de mænd ville tage sig sammen.

Men, som min veninde sagde: Der er nok alt for få der tænker over de her ting når de møder en fyr og det er ikke rigtig en anerkendt grund til ikke at fortsætte forholdet.

Jeg er i bund og grund en sofakartoffel, og har derfor altid ment, at det der med at blive afhængig af sport var noget fis de hellige fandt på for nærmest yderligere at helliggøre hvor dygtige og aktive, de var. Og når jeg har været allermest aktiv har det ikke været noget problem for mig at finde tilbage til mit rette element; sofaen.

De seneste par måneder har jeg været ret aktiv i fitnesscenteret, og uden nogen form for nedtrapning har jeg været nødt til at gå cold turkey i denne uge (fordi der desværre ikke endnu findes kind-bh'er til når der er gået betændelse i ens ansigt og man ligner Michelinmanden i halvdelen af ansigtet)

Og jeg må sige, at jeg savner det saftsuseme!

Jeg har downloaded dansemusik og trippet lidt rundt derhjemme, men det kan jo ikke måle sig med at give den gas i et rigtigt træningslokale. Jeg har således været lidt trist hver gang jeg har måtte aflyse en dansetime, og jeg kan mærke, at min krop bare længes efter at blive strukket ud i en extended mountain pose og synke ned i en kriger 2 eller vredet i et stræk omkring rygsøjlen.

Alt i alt kan man nok sige ostepops og sofa godt, men dans og yoga meget godt. Det er trods alt sjældent man nærmest får tårer i øjnene af lykke (ja, ja endorfiner, jeg ved det godt!) af at ligge på sofaen!

Man ved, at man er på vej ud i noget skrald, når ens indkøbspose er fyldt med 3 poser ostepops*, en flaske hvidvin** og noget hårgejl.

Jeg ligner stadig noget der er blevet slæbt efter en bil i høj fart med kinden nederst, så jeg er nødt til at kompensere lidt med hår og skulderpuder og den slags. Og SÅ meget offentligt kommer jeg nok heller ikke til at vise mig,men ud skal jeg i hvert fald i aften!

*Der er en virkelig god sending i Fakta for tiden (popsne er store og smager kraftigt af ost) så jeg har købt et par poser til en anden kender af ostepops, nemlig min søster.

**Nu må vi se, hvor meget der bliver drukket. Er trods alt stadig på penicillin selvom jeg har tjekket, at man godt må drikke alkohold på denne penicillinkur.

Det har vist sig (eller lad os sige det på denne måde: den seneste læges seneste teori er) at gevæksten er en stafylokok-infektion, så jeg har nu skiftet medicin for 3. gang indenfor 3 dage. På den anden side så tror jeg mere på denne teori end på den forrige diagnose.

Min mor går meget op i, hvor jeg dog kan have opsamlet de der stafylokokker, og jeg tror, det må være på kontoret kombineret med nogle uheldige omstændigheder som man alligevel ikke kunne have garderet sig imod.

Men sådan er det ikke med min mor. Hun er af den generation, hvor et æble kunne holde en doktor fra døren (nu om dage har man jo ikke helt de samme problemer med, at lægerne kommer rendende når man er syg).

Og i følge min mor kunne al den der stafylokok-infektion sikkert være undgået, hvis jeg bare havde haft noget varmere tøj på, havde sovet noget mere, havde vasket hænder i håndsprit og havde spist en mad. Alletiders råd. Ikke mindst efter skaden er sket.

Jeg var i går sikker på, at min sygdom var lige til et afsnit af Dr House. Måske noget spedalskhed blandet med bihule/halsbetændelse evt kombineret med betændelse i bums / allergisk reaktion overfor fastelavnsboller

Vi kommer så til vagtlægen som trykker og kigger på mig og siger Hmm og nå! Og så spørger Champagneboy, om det kan være Herpes zosta, for det har han selv haft en gang. Dét syntes lægen lød som alletiders forslag, så det blev diagnosen.

Og det er lidt irriterende fordi:

1. CB har ikke spenderet 8 år på medicinstudiet, så det burde altså ikke være ham der kom med diagnosen
2. Var lægen nogen sinde nået frem til det, hvis han ikke havde sagt det?
3. Hvis CB bare lige kunne diagnosticere mig var der jo egentlig ikke nogen grund til at tage til vagtlægen og
4. Jeg gider sgu da ikke være sådan en efteraber der får samme sygdom som CB bare meget senere!

Generelt er det jo lidt underligt at være til lægen med sine lidelser, fordi man jo som regel har lavet lidt research først og kommer med afsindigt gode bud på sygdomme som en anden Hvem vil være millionær-deltager. Og hvis man så har ret, får man da lidt personlig tilfredsstillelse, men først og fremmest føler man sig lidt snydt over at eksperten ikke kunne komme med et bedre bud end man selv kunne (og man vinder jo heller ikke engang millionen)

Jeg kan ikke forstå, at der skulle være så mange der misbruger de praktiserende lægers tid. Jeg har i hvert fald ikke tid og tålmodighed til at jagte dem tilstrækkeligt til at få en tid. (Og hvorfor har man som lægehus egentlig først en svarer der melder, at der holdes frkostpause og derefter en ny der siger, at de først har åben i aften? (Umiddelbart tænker jeg, at man kunne optimere og kun have én besked i dag?)

Nå, men jeg kan ikke nå at bestille tid til i aften (ved heller ikke, hvordan man gør), så jeg har spurgt min veninde (der er læge) om man kan gate crashe konsultationen? Der må da vel være folk der ikke dukker op. Især i det her vejr

Anyway, uden læge har jeg selv forsøgt mig lidt som klaksalver (dog med lidt frygt for at blive "Birgitte Birgitte Birgøje der fik ondt i sit ene øje") og at sidde med en frossen pakke smør mod gevækst på kin ser ud til at virke.

I løbet af natten er der vokset en gevækst ud på min kind så det nærmest ser ud som om jeg har forårssyge fåresyge.

Det kan være: en bums der har fået helt overdrevent storhedsvanvid (usandsynligt), forårssyge fåresyge (heller ikke særlig sandsynligt), en farlig edderkop har lagt æg i min kind og om en uge kravler der små edderkoppeunger ud af mig (ikke sandsynlig (håber jeg) da der ikke bor farlige edderkopper der lægger æg i mennesker på Frederiksberg), dansuenza (absolut en mulighed, da CB påstår jeg  vertikaltdansede meget ivrigt i nat* - bare mærkeligt det lige skulle sætte sig på kinden) nældefeber (en hel del mere sandsynligt bortset fra, at det ikke lige virker som om antihistaminerne får det til at gå væk)

Desuden fryser jeg og har ondt i maven og har hold i nakken. I det hele taget den rene elendighed, så jeg arbejder hjemmefra i dag.

Nu er det så, at jeg alene i al min elendighed kommer til at spekulere over, om man egentlig har det værre eller bedre af at være hjemme. På den ene side kan man jo sidde i sin varme seng og arbejde og have blødt tøj på (og ingen behøver se ens gevækst på kinden) men på den anden side har man jo god tid til at have ondt af sig selv (og måske får man særlig ondt for lissom at retfærdiggøre, at man blev hjemme).

Man kunne dog forestille sig, at man fik det ekstra slemt på arbejdet, fordi man ved, hvor heroisk man var at tage på arbejde. Og desuden er der måske ikke helt så varmt og behageligt på arbejdet. På den anden side har man måske ikke så meget tid til at have ondt af sig selv, men igen: man kan altså få det rigtig slemt når folk har medlidenhed med en over, hvor elendig man ser ud.

*Lyder som om jeg var ude i nogle John T-Saturday Night Fever-agtige moves

Halvdelen af mine kollegaer arbejdede hjemme i dag pga truslen om snestorm, så jeg havde faktisk også tænkt mig at tage tidligt hjem og arbejde hjemmefra. Af forskellige årsager kom jeg ikke så tidligt afsted som planlagt og var nødt til at holde telefonmøde i bilen der nærmest gik op i hat og briller pga mærkelige, larmende baggrundslyde fra alle deltagende.

Vel hjemme (trods alt) susede jeg gennem snestormen ned efter en kaffe og tænkte, at man da saftsuseme skulle være en doven slambert hvis man ikke lige kunne trodse den smule snestorm og tage til spinning i fitnesscenteret.

Men nu ligger landet altså sådan, at jeg ER en doven slambert i dag og meget hellere vil ligge på sofaen og drikke kaffe og læse og spise fastelavnsboller (som jeg bagte i weekenden og de skal jo spises). Og hvis man ikke skulle kunne bruge en snestorm som undskyldning for at pjække fra spinning hvad kan man så?

Man siger, at det bliver sværere at komme over tømmermænd som man bliver ældre. Sådan har jeg det nu ikke. For mig er det faktisk omvendt. Jeg går ikke så ofte ud og jeg drikker sjældnere end da jeg var yngre, og så får jeg færre tømmermænd.

Til gengæld har jeg det i dag som om jeg var på århundredet druktur i lørdags. Men nix! Jeg har ikke rørt alkohol i weekenden og kom relativt tidligt i seng både fredag og lørdag. Men fordi jeg jo ikke havde tømmermænd har jeg pisket rundt og løbet på ski og gået og cyklet og danset og yogaet og jeg ved ikke hvad.

Al den friske luft og fysiske aktivitet tager altså på kræfterne så det nærmest føles som om jeg har andendagstømmermænd i dag!

I starten af december drømte jeg om flere måneders sne og frost og kulde så jeg kunne stå på langrendsski rundt i landet. Det er dog kun blevet til en enkelt tur, hvilket nok primært skyldes dovenskab fra min side.

Vinteren har været over os nogle måneder nu, og jeg burde måske være træt af vejret, men det er jeg altså ikke. Jeg kan heller ikke helt forstå, at folk brokker sig så meget over sneen og kulden. Selvfølgelig besværliggør det da en masse ting, men det er jo så fint og pænt! Desuden har vi jo altså kun januar måned, og så kan man da ikke forvente høj sol og 25 graders varme. Hvis det ikke skulle være vinter i januar, hvornår skulle det så?

Desuden betyder sneen jo, at der ikke er helt så mørkt over det hele som der ellers ville være i en normal slud-januar.  

Jeg ved godt, at jeg nok er vildere med sne og kulde end de fleste, men altså! What's not to like? Det er en afveksling fra det normale vejr (regn og overskyet gråvejr har vi jo hele året) Og pludselig er man fuldstændig uafhængig af broerne over Søerne og kan uden videre skyde helt nye genveje i Kbh. Desuden er der alle de vinterting man kan foretage sig: skøjteløb, sneboldskampe, ishockey, kælkning, sneenglefremstilling og naturligvis skiløb. Og hvor sejt er det ikke, at mændenes OL curling landshold lige tog en øver på Peblingesøen i weekenden?

Faktisk drømmer jeg jo om ENDNU MERE vinter. Jeg vil have, at havene omkring Danmark fryser til (og så kunne jeg egentlig godt tænke mig at gå til Sverige over isen - der er noget med et gammelt opgør der - men så vidt går det nok ikke), så man i tv-avisen kan høre heltekvad om isbryderne som jeg kan huske fra jeg var barn. Jeg prøver også at overtale CB til, at vi skal til stranden i weekenden, så vi kan se isen være pakket sammen som bjerge i vandkanten.

Det er jo også med at nyde vintervejret mens man kan. Før vi ser os om er den globale opvarmning jo nemlig over os!

Champagneboy og jeg skal jo til London om et par uger, og så snart billetterne og hotellet var booket begyndte jeg at kaste idéer op i luften om, hvad vi skulle foretage os i London. Vi har trods alt kun 3 dage, så det er om at bruge tiden fornuftigt. Nu er du ikke ude i noget med, at lave et Excel ark over hele turen, vel? spurgte CB.

Det ville jeg jo sådan set have været, hvis han ikke lidt havde nedlagt veto mod en skemalagt London-tur.

Men jeg er altså nødt til at notere mig, hvilke steder jeg gerne vil besøge og hvor jeg gerne vil dalre rundt så jeg ikke glemmer det når jeg kommer derover. Jeg vil også gerne lige notere mig nogle adresser og evt overveje hvilke ting der ligger i nærheden af hinanden. Og ikke mindst er det rart at have booket nogle restauranter i forvejen

Og der er Excel jo altså sådan et fremragende værktøj!

Så da CB var til træning i går lavede jeg i smug lidt planlægning. Min veninde gør det samme, når hun skal rejse med sin kæreste men hun lader som om hun ikke har planlagt noget. Og hende og kærestens tur ender som regel med at blive nogenlunde som hun havde planlagt. 

Men det er jo ikke sådan, at fordi man laver en plan så spæner man rundt og stresser med et stopur eller at planen er carved in stone bare fordi den er nedfældet i Excel. Det er bare meget rart at have sorteret i tingene og fået et overblik før man tager afsted.

I øvrigt afslørede CB mig mens jeg lavede planer i går, så han ved det godt.   

Efter Champagneboy er flyttet ind i min lejlighed med lyse parketgulve er det som om antallet af nullermænd er eksploderet. Dvs jeg er ret sikker på, at antallet er blevet reduceret (fordi Champagneboy er bedre og mere flittig med en støvsuger end jeg er), men de er mere synlige på parketgulvene nu, fordi Champagneboy er mørkhåret. (Og nullermænd består som bekendt af hår og hud og den slags, så mine lyshårede nullermænd gik i ét med gulvet)

Så før man som bleg blondine kaster sig ud i noget smart og moderne med mørke parketgulve bør man måske overveje, at ens nullermænd slet ikke kan gemme sig på samme måde (hvilket man jo også kunne se som en fordel)

Jeg har i løbet af det sidste års tid taget grimme, grimme 5 kg på og kan ikke rigtig tage mig sammen til virkelig at give den en skalle mht hvad jeg propper i mig. Så nu har jeg lavet en ambitiøs træningsplan for de næste par uger. Denne uge solo men med gæstevisits fra min søster, næste uge meget spinning med min veninde der har en ambition om at blive Kbh-og-omegns-mest-fitte-og-stramme-mor-til-3-i-tredverne.

Men lige nu efter en enkelt times hoppen rundt har jeg det som om hele min krop er punkteret. Jeg ved ikke, om det bare er denne time eller det hænger sammen med yoga i går samt 13 km cykeltur i isnende kulde (så jeg bagefter var nødt til at stå foran den tændte ovn et stykke tid for at få varme tilbage i lårene). Jeg har bare ikke haft mén af gårsdagens aktiviteter tidligere i dag.

Anyway, når man er punkteret må det være ok at gå tidligt i seng med en krimi!

Må man egentlig godt sårn helt casual ude i kontorkøkkenet spørge kvindelig kollga hvordan hun har det med det biologiske ur? Er det ikke lidt tabu? Og regner man ikke bare med, at det gør det nok. Eller også gør det ikke.

Og er man egentlig forpligtet til højt i åbent kontorlandskab at afsløre hvordan det egentlig står til med ens biologiske ur?

Anyway, jeg er glad for, at det ikke var mig der blev spiddet på den måde

Jeg har igennem mit liv været stamkunde hos en række forskellige kaffeudbydere. Først hos Kafferiet på Esplanaden, derefter et sted i Hellerup og nu hos Fru Jensen på Godthåbsvej.

Det er jo hyggeligt at blive genkendt og småsludre lidt, men når man så af forskellige årsager ændrer sine vaner, så kan man godt rammes lidt af en følelse af at være utro eller have slået op. Jeg har feks været tæt på at fortælle min kaffe-pusher når jeg skulle ud at rejse og har overvejet at informere om, at årsagen til, at jeg ikke kommer forbi så ofte mere ikke er fordi jeg har fundet en anden eller fordi jeg er blevet træt af dem. Det er bare fordi jeg er blevet lidt mere flittig med at træne, så de skal altså ikke være kede af det.

Min veninde havde også helt skyldfølelse overfor sin rare kiosk-mand der altid havde hendes cigaretmærke parat på desken når hun kom ind i butikken, da hun holdt op med at ryge. Hun holdt faktisk helt op med at komme i kiosken (selvom hun jo ind i mellem skulle have tyggegummi og blade og den slags) fordi hun jo havde slået op med deres cigaret-penge-udvekslingsforhold.